Pleje og hjælp i Svaleparken

Få et overblik over de forskellige former for pleje og hjælp, vi tilbyder i Svaleparken.

Vi snakker med dig om dit behov for pleje og hjælp, inden du flytter ind i Svaleparken, og laver en foreløbig aftale om pleje og hjælp i forbindelse med indflytningen.

Vi vurderer dit behov for pleje og hjælp løbende, når du på bor i Svaleparken.

Du kan få hjælp til personlig pleje, herunder:

  • af- og påklædning
  • sengeredning
  • bad
  • hudpleje
  • at gøre dig i stand
  • brug af hjælpemidler
  • middagshvil
  • toiletbesøg.

Vi har en sundhedsklinik i Svaleparken, hvor du kan få sygepleje, hvis du har brug for det.

Sygepleje kan f.eks. være:

  • forebyggende sundhedsoplysning og rådgivning
  • inkontinenspleje
  • medicinering
  • pleje ved alvorlig sygdom
  • psykisk pleje og omsorg
  • behandlingsforløb
  • sondemad
  • sårpleje
  • undersøgelser.

Hvis du er tilmeldt fuld forplejning, får du alle dine måltider serveret. Du kan enten få måltiderne serveret i din egen bolig eller i vores fælles spiserum - du bestemmer selv.

Hvis du ikke er tilmeldt fuld forplejning, kan du få hjælp til at tilberede og anrette din mad, spise og rydde op efter måltidet.

I Svaleparken har vi personale, som er blevet undervist i kost og ernæring. De kan give dig gode råd og lave en ernæringsplan, som passer til dit behov.

Du kan få hjælp til rengøring i din bolig hver 14. dag. Rengøringen kan omfatte følgende opgaver:

  • støvsugning
  • gulvvask
  • aftørring af støv
  • skift af sengetøj
  • rengøring af håndvask, toilet, badekar og øvrigt inventar på badeværelset
  • rengøring af køkkenbord og hårde hvidevarer (udvendigt)
  • afrimning/aftørring af køleskab og fryser.

Du kan få hjælp til at vaske tøj i din egen vaskemaskine. Personalet kan også hjælpe med at tørre tøjet, lægge det sammen og lægge det på plads.

Du vil normalt få vasket tøj hver 14. dag i forbindelse med rengøring.

Du kan få hjælp til indkøb, hvis du eller dine pårørende ikke kan købe ind selv.

Personalet hjælper dig med at bestille dagligvarer fra en butik, som kan levere varerne til dig. Derudover kan personalet også hjælpe dig med at sætte varerne på plads.

Du kan blive visiteret til et nødkald, hvis du har behov for det.

Du beholder din egen læge, når du flytter ind i Svaleparken.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til lægen.

Som udgangspunkt er det dine pårørende, der skal ledsage dig til lægen, hvis du har brug for dette.

Du beholder din sædvanlige tandlæge, når du flytter ind i Svaleparken.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til tandlægen.

Som udgangspunkt er det dine pårørende, der skal ledsage dig til tandlægen, hvis du har brug for dette.

Hvis du af helbredsmæssige årsager ikke kan besøge din sædvanlige tandlæge, kan du blive tilmeldt omsorgstandplejen. Det betyder, at en tandlæge kommer til dig i Svaleparken. Personalet kan hjælpe med at tilmelde dig til omsorgstandplejen.

Du beholder din sædvanlige frisør, når du flytter ind i Svaleparken.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til frisøren.

Som udgangspunkt er det dine pårørende, der skal ledsage dig til frisøren, hvis du har brug for dette.

Du beholder din sædvanlige fodterapeut, når du flytter ind i Svaleparken.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid og transport til fodterapeuten.

Som udgangspunkt er det dine pårørende, der skal ledsage dig til fodterapeuten, hvis du har brug for dette.